De fleste løbere har efterhånden hørt rådet: Træk vejret gennem næsen på de rolige ture. Næseånding holder intensiteten ærlig, forbedrer iltoptaget ved lav puls og gør de lange, langsomme kilometer til det, de skulle være. Men det, færre ved, er, at kampen om næseånding hverken vindes eller tabes på ruten — den afgøres om natten.
Du ånder, som du plejer
Vejrtrækning er vane, og otte timers søvn er nattens træningspas i netop den vane. Sover man med åben mund, møder man op til morgenturen som mundånder — tør i halsen, med overfladisk vejrtrækning og en næse, der føles for lille til opgaven. Sover man med lukket mund og fri næse, er næseånding på turen pludselig ikke en øvelse, men en selvfølge.
Sådan træner du den, mens du sover
To lavpraktiske greb går igen hos løbere, der arbejder med det. Det første er at sikre fri passage: skyl næsen, undgå at træne allergien i sengen, og brug eventuelt næsestrips på nætter, hvor næsen driller. Det andet er mundtape — en blød tape over læberne, der venligt minder kroppen om at holde munden lukket. Det lyder voldsomt, men begyndervenlige udgaver som Breathe Easy mundtape fra danske Somniva har et lille hul, så man kan vænne sig til fornemmelsen uden at føle sig forseglet.
Sund fornuft først
Mundtape kræver en fri næse — brug den aldrig med tilstoppet næsegang, og snorker du kraftigt med pauser i vejrtrækningen, skal det afklares hos lægen, før du eksperimenterer. Men for den almindelige løber, der vil have nasal breathing til at hænge sammen hele døgnet, er nattetimerne den billigste træningstid, der findes: Du sover alligevel.